SIP går Skt. Petersborg, Rusland

Dostojevskij, Vinterpaladset og mordsagen om Rasputin springer i øjnene, når man tænker på Sankt Petersborg. Måske zarens residens, verdens nordligste by med over en million indbyggere eller bynavnet fra den kommunistiske æra, Leningrad. Men det er usandsynligt, at den tidligere russiske hovedstad forbindes med scootere eller Vespaer. Og alligevel er der nu to Vespa-klubber, selv i Rusland, som i årtier har været diaspora for italienske kult-scootere. Den ene i Moskva, den anden i Skt. Petersborg. I juni er den baltiske havneby hjemsted for de såkaldte hvide nætter: Solen går ikke ned før langt efter kl. 22 om aftenen og står op igen kl. 2 om morgenen. I mellemtiden bliver det ikke mørkt, gaderne er fulde af mennesker, og hele byen fejrer den korte sommer. Vores mangeårige kunde og præsident for Vespa Club of St. Petersburg og også præsident for Vespa Club Russia, Alexei Bulkin, sagde straks ja til min anmodning om at vise os rundt i byen. Så vi fløj alle tre til byen ved Neva. Vi blev hentet i lufthavnen af Alexei og Stas (Stanislav) i en Wrangler Jeep (!) og kunne få vores første indtryk af byen på vejen på vej ind i byen for at få vores første indtryk af det pulserende liv.

Nostalgikere på jagt efter Lenin-statuer og hammer og segl-symboler skal se sig godt for, da området er blevet grundigt ryddet i løbet af de sidste 20 år. Nogle af de monumentale bygninger og mindesmærker er dog stadig synlige og imponerer fortsat med deres kraft i dag. Vores to byguider gik straks af sted med os, og efter en gåtur langs byens centrale akse, Nevsky Prospekt, endte vi på en trendy bar ved navn Radiobaby, som ligger gemt bag flere baggårde, og som man ikke ville finde som turist i hundrede år.

Denis, som selv er Vespa-fan og DJ, spiller i baren, og hans musik bliver sendt live på Radiobaby-kanalen. Spontant Denis, som i øvrigt er trommeslager i ska-bandet The Toasters,interviewede mig om scooterkørsel i Europa og et par ting om Vespaer. Jeg lærte, at der er omkring 100 Vespaer og flere hundrede scootere i Skt. Petersborg. Det er svært at importere brugte scootere til Rusland, og de høje toldafgifter er også afskrækkende. Den nemmeste måde er at importere

Import er via Japan, som ikke ligefrem ligger om hjørnet. Nye Vespa'er er omkring 25% dyrere end her, og den finske importør, som også er ansvarlig for Rusland, har besluttet ikke at sælge den nye Vespa PX.

Det er altså ikke nemme forhold, og man kan nok godt gå ud fra, at Sergej og hans tropper er overbeviste og ikke tilhængere af en modetrend. Næste dag lånte vi Vespaer for at køre en tur gennem byen og til Østersøen med nogle af klubbens medlemmer. Jeg fik lov til at køre på Stas' ET3, som er udstyret med en PX200-motor og masser af SIP-dele og tuning. Scooteren er også overdådigt airbrushed og ville vække opsigt på ethvert europæisk scootermøde. Når man forlader centrum af Sankt Petersborg, kører man gennem endeløse områder med boligblokke, og det er utroligt, hvor mange mennesker der bor i udkanten af byen. Cirka 40 kilometer uden for byen kommer man til stranden med en vidunderlig panoramaudsigt over Den Finske Bugt. Vi stoppede ved en trendy strandbar, som var ideel til at hænge ud, og nød det unikke sollys fra solnedgangen dybt mod nord - lige før klokken elleve om aftenen... På resten af turen lærte vi også Stas' bar, "Kult Bar", at kende. Hele pubben er gearet til Vespa, glasborde hviler på 2 Vespa-dæk, et Vespa-håndtag over bordet trækkes i, når tjeneren skal komme: et Vespa-horn lyder på væggen! Dejlige dekorationer, plakater, skilte overalt - helt sikkert den sejeste Vespa-bar, jeg har set.

Den næste dag kørte vi på scooterne gennem byen igen for at se nogle af de vigtigste seværdigheder. For mig var en af dem et gammelt skur i en forstad, parkeringspladsen til en komplet Vjatka fra 1961. På foranledning af Khrusjtjov blev Vespa GS 150 ombygget til en Vjatka VP 150. Anton ventede allerede, da vi ankom, og viste mig den mærkværdige maskine. Tykke trillebørsdæk, alting lidt større, metalplader *** som en tank. Ifølge Anton er motoren dog stort set identisk med den italienske GS-motor, så tilsyneladende skulle de fleste reservedele passe. Denne Vjatka stod parkeret i Vladikavkaz i det tørre, varme Tjetjenien indtil for et par måneder siden: nul rust! Alexei vil gerne hjælpe mig med at bringe kassen til Landsberg. Hvis det lykkes, kan den beundres i udstillingen i SIP-butikken i fremtiden.

Vi var i stand til at møde mange andre personligheder fra Sankt Petersborgs Vespa-scene. For eksempel Olga Boyarinova, haute couture-modedesigner og Vespa-pilot, som vi havde det meget sjovt med. Og selvfølgelig Alexeis butik med tilbehør og tuning til Vespa'er og scootere. En vidunderlig by, men frem for alt vil Skt. Petersborgs indbyggeres gæstfrihed og opmærksomhed imponere os i lang tid fremover.

Hvis du er interesseret, er her VCSPB's Facebook-side: http://www.facebook.com/group.php?gid=102964329760084&ref=mf

Du kan finde flere billeder fra vores besøg i Skt. Petersborg her: